Old Boys klubben

I Struer Golf Klub er der oprettet klubber i klubben, og en af disse er Old Boys klubben. 

Klubben er for alle mandlige medlemmer, med gyldigt DGUkort, er fuldt medlem at Struer Golfklub, og som er fyldt 55.
Klubbens formål er at samle medlemmerne til fælles hyggelige turneringer, og efter turneringerne er der socialt samvær i klubhuset med mulighed for fælles spisning i klubbens café.

Klubturneringerne spilles hver mandag formiddag med gunstart kl. 8 (om vinteren rykkes starten evt. til kl. 08:30/9:00), hvilket har den fordel, at alle er i mål næsten samtidig. Tilmelding til turneringerne sker via golfbox senest søndag kl 12, hvorefter der laves startlister, hvor man af sociale hensyn går med forskellige medlemmer fra gang til gang. Deltagerne opdeles i forskellige rækker afhængig af handicap. Række A, B og C går altid 18 huller, og der spilles Stableford i B- og C-rækken, mens A-rækken spiller Slagspil.
Herudover en/to rækker for dem som kun vil gå 9 huller, kaldet Klub 9. Disse rækker har også gunstart på forskellige huller på for-ni og starter normalt ud 1½ time efter A, B og C.

Klubbens medlemstal ligger på ca. 100, og hver mandag spiller normalt ca. 50 af dem med.
Turneringsgebyr er 20 kr., hvortil kommer et beløb til den frivillige fællesspisning. Umiddelbart inden spisning er der præmieuddeling til de heldigste / dygtigste.

Ud over de normale mandagsturneringer har vi den sidste tirsdag i måneden fra april til september turnering med vore fire samarbejdsklubber, hvor vi skiftevis spiller på hinandens baner. Juli måned spilles fælles med Tirsdagsdamerne, og uge 28 spiller vi på en udenbys bane, også fælles med Tirsdagsdamerne.

I juni måned og igen i august måned afholdes en to dages udflugt med golf og hygge begge dage. De sidste år er udflugten arrangeret i samarbejde med Tirsdagsdamerne og Torsdagsklubben, hvilket bevirker fuldt hus med ca. 40 deltagere.

Har du lyst at høre mere om klubben og afprøve om det er noget for dig, så tøv ikke med at kontakte et af bestyrelsesmedlemmerne!
Vi har plads til flere, og vi vil gerne være med til at give dig en god oplevelse sammen med jævnaldrende på vores dejlige golfbane.

Kontakt kan ske til et medlem i bestyrelsen.