V E D T Æ G T E R

§ 1 Navn.

Klubbens navn er Old Boys. Vi er en klub i klubben i Struer Golfklub og refererer således til Struer Golfklubs vedtægter.

§ 2 Formål.

Klubbens formål er at arrangere match hver mandag formiddag for medlemmerne med henblik på at højne golfspillet samt fremme klublivet.

Der uddeles en vingave til medlemmer, som har runde fødselsdage, dvs.

når de bliver 60 år, 70 år, 75 år, 80 år osv. 

Der arrangeres matcher med nabo Old Boys klubber, tirsdagsdamerne, en 3 dages golf udflugt, samt hvad bestyrelsen finder anledning til. 

§ 3 Medlemmer.

Adgang til medlemskab har mænd på 55 år og derover, som er medlem af Struer Golfklub og frigivet til at spille 18 huller. Kun fuldgyldige medlemmer af Struer Golfklub kan blive medlem af Old Boys.

§ 4 Generalforsamling.

Den ordinære generalforsamling afholdes i februar eller marts måned. Indkaldelsen sker med mindst 3 ugers varsel ved opslag i klubhuset. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden. 

Forslag fra medlemmerne skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.

§ 5 Dagsorden – generalforsamling.

Dagsordenen for generalforsamlingen omfatter behandling af følgende pkt.

Pkt. 

1. Valg af dirigent.

2.  Formandens beretning.

3.  Kasserer fremlægger revideret regnskab.

4.  Indkomne forslag fra medlemmer og bestyrelse.

5.  Valg af bestyrelsesmedlemmer samt evt. suppleanter         

6.  Valg af intern revisor.

7.   Eventuelt.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller der er mindst 10 medlemmer som fremsætter ønske om det til bestyrelsen. Indkaldelsen skal ske snarest med mindst 2 ugers varsel.

§ 7 Afstemninger på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen træffer beslutninger ved simpelt flertal. Der afholdes kun skriftlig afstemning hvis mindst 1/3 af deltagerne kræver dette. Forslaget falder ved lige mange stemmer for og imod.

§ 8 Bestyrelsens sammensætning.

Klubben ledes af en bestyrelse på minimum 4 medlemmer, der vælges for to år af gangen på den årlige generalforsamling. Genvalg kan finde sted. 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer. 

Ingen medlemmer er lønnede i forbindelse med klubbens arbejde.

Bestyrelsen og medlemmer hæfter ikke personlig for de forpligtigelser som klubben påtager sig.
Klubben hæfter kun med sin formue.

§ 9 Tegningsregler og regnskabsår.

Klubben tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem.

Regnskabsåret er kalenderåret.

§ 10 Ekskludering.

Klubben er underlagt Struer Golfklubs vedtægter. I tilfælde af uenighed i klubben eller disciplinære problemer skal bestyrelsen forsøge at mægle. 

I særlige tilfælde kan et medlem ekskluderes. 

§ 11 Opløsning af klubben.

Klubben kan opløses på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af medlemmerne er til stede. Hvis dette antal ikke opnås skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling indkaldt med 14 dages varsel senest 2 måneder efter den første. Klubben kan herefter opløses ved simpelt stemmeflertal af de fremmødte uanset de fremmødtes antal.

Dersom klubben ved opløsning ejer en formue, skal denne overdrages til Struer Golfklub.                                                  

§ 12 Klub 9.

Medlemmer som har lyst til at spille 9 huller og dem der endnu ikke er nede i hcp. 47, har mulighed for at spille en 9 hullers match i Klub 9.

Der vælges en kontaktperson for Klub 9 uden for Old Boys bestyrelsen, til varetagelse af det praktiske. 

Klub 9 kan spille i flere rækker, afhængigt af antal tilmeldinger.

§ 13 Turneringsregler m.m.

Når vi spiller efter Struer Golfklubs vinterregler uden hcp. regulering spilles der i en eller to rækker, samt Klub 9. 

Vinderne af vin/gavekort mister et eller flere slag for resten af vintersæsonen.
Old Boys bestyrelse bemyndiges til at fastsætte reglerne for tildeling af ekstra slag, når der spilles efter vinterregler.

Om sommeren spilles slagspil/stableford med hcp. regulering via Golfbox.
Bestyrelsen har mulighed for at prøve andre spilleformer.

Ved lige stilling bruger vi de vedtagne matchregler i Struer Golfklub.

Når der spilles til sommergreens med hcp. regulering, spilles der normalt i fire præmie grupper –
gruppe A – gruppe B – gruppe C – samt Klub 9.

Afhængigt af deltagerantallet kan bestyrelsen løbende ændre antallet af rækker.

Præmieregler – vin eller gavekort til cafeen – gælder alle grupper.

For hver påbegyndt 7 spillere startes en ny præmiegruppe (2-7, 8-14, osv).

Bestyrelsen bemyndiges til at fastsætte præmie størrelsen i hver præmiegruppe, så matchfee dækker udgiften til præmier og der er flest mulige præmietagere.

Alle klubmatcher spilles mandage, med efterfølgende præmieuddeling og valgfri spisning.

Det kræves at man selv er til stede for udlevering af præmier, ellers går præmien videre til næst placerede i præmiegruppen. Old Boys bestyrelse bemyndiges til at ændre denne regel.

Historik

Bestyrelsen marts 2010.

Niels Buelund, Søren Hedegaard, Peer Haahr og Alfred Dyrmose.

Vedtaget på generalforsamlingen den 15. marts 2010.

Revideret/vedtaget på generalforsamlingen den 7. marts 2016.

Bestyrelsen

Erik Hansen, Poul Bo Madsen, Carsten Juul og Alfred Dyrmose.

Revideret/vedtaget på generalforsamlingen den 14. juni 2021.

Erik Hansen, Jens Ove Andreasen, Carsten Juul og Alfred Dyrmose.

Revideret/vedtaget på generalforsamlingen den 21. februar 2022.

Erik Hansen, Alfred Dyrmose og Carsten Juul.